Sådan arbejder vi – og hvad gør vi anderledes?

Filosofien bag IPS og i vores arbejde med borgere i IPS-forløb er ’diagnose ingen hindring’: Place first, then train. Med den rette støtte og det rette match lykkes det at komme i job eller uddannelse.

Vi går hele vejen med borgeren, både når tiden er svær eller let, og vi har fokus på beskæftigelse, uddannelse og egenomsorg i alt, hvad vi laver. Vejen kan være kort eller lang, afhængig af hvor borgeren er i livet – uanset hvad, er vi med hele vejen. Vi tror på borgeren og ser vedkommendes ressourcer, og vi taber aldrig målet af syne.

Samarbejdet mellem kandidaten og IPS-konsulenten

Vi har valgt at specialiseret os i IPS-metoden, fordi den virker. Vi matcher mennesker med psykisk diagnose eller sårbarhed med virksomhedernes behov for arbejdskraft eller støtter disse mennesker i at påbegynde og fastholde en uddannelse.

Samarbejdet beror på den gode relation, tillid og individuel støtte, der tager udgangspunkt i kandidatens egne præferencer og valg og med fokus på den enkeltes erfaringer, styrker og ressourcer.

IPS-konsulenten arbejder aktivt med IPS-kandidaten, uanset hvad vedkommendes sygdomsstatus er, når blot den enkelte er motiveret for at komme i arbejde eller uddannelse. Det er den enkelte kandidats motivation og ønsker for fremtiden, som er omdrejningspunktet i IPS.

Eksempler på hvordan vi arbejder med kandidatens drøm

En kandidat vil gerne være selvstændig i en helt anden branche, end hun har uddannelse og erhvervserfaring i. I stedet for at fastholde kandidaten i noget, hun ikke ønsker og er motiveret for, går IPS-konsulenten med på ideen og undersøger sammen med kandidaten, hvordan man når målet – eller hvilke veje der kan føre dertil, hvis målet ikke ligger ligefor. Vi går kandidatens vej og tror på hendes drøm.

En sygemeldt kandidat vil gerne tilbage på fuldtid i samme type stilling, som vedkommende havde ved sygemeldingens start. IPS-konsulenten tror på, det kan lade sig gøre, og finder sammen med kandidaten ud af, hvordan det realistisk kan lykkes.

Sandsynligvis er vejen lang og belagt med mange delmål, men det vigtigste er, at kandidaten kan se, at han eller hun er på vej mod målet.

Formålet med IPS-konsulentens arbejde er at understøtte eller fastholde kandidatens motivation, ønsker og drømme om job eller uddannelse – og at facilitere dette i forhold til det realiserbare.

Vi tror på det, vi gør – og det skaber resultater

Det afgørende for et godt resultat er, at IPS-konsulenten tror på, at kandidaten er i besiddelse af styrker, talenter, erfaringer og færdigheder, der kan udnyttes på arbejdsmarkedet. En IPS-konsulent er kreativ og vedholdende i problemløsningen.

Han eller hun tror på og vil til enhver tid stå bag kandidatens valg, også selvom man ikke nødvendigvis forstår kandidatens ønsker. IPS-konsulenten er villige til at løbe en risiko – han eller hun ved, at der ikke findes garanti for, at det lykkes, men forsøger alligevel. Det skaber resultater.

Job Development og det gode match

Det gode match er hovednøglen til et succesfuldt forløb for både kandidat og arbejdsgiver, og derfor gør vi meget ud af at sikre et godt match, hvilket bl.a. indebærer anvendelse af Job Development.

Job Development

Job Development-begrebet involverer at udvikle, forme og skabe jobmuligheder baseret på kandidatens behov, kompetencer og interesser – som naturligvis også giver mening for arbejdsgiveren. Det betyder, at vi ikke har det udgangspunkt, at kandidaten skal passe i en snæver kasse, som et jobopslag kan lægge op til. Vi kigger på kandidatens drømme, behov og kompetencer og spørger os selv: ’Hvem kunne ansætte personer med disse evner, men gør det måske ikke lige nu?’. Det kræver et grundigt forarbejde med kandidaten og research på virksomheder, inden man overhovedet tager kontakt til en potentiel arbejdsgiver.

IPS-konsulenten opbygger relationer til arbejdsgivere i lokalområdet, baseret på kandidatens ønsker om beskæftigelse. Når IPS-konsulenten og kandidaten har et bud på en virksomhed, åbner konsulenten en dialog med virksomheden. Konsulenten informerer og forbereder virksomheden grundigt, inden virksomheden møder kandidaten, ligesom også kandidaten bliver klædt på til mødet. Det sikrer, at både kandidat og virksomhed kommer så godt fra start som muligt.

Tværfagligt samarbejde og indsats efter behov

IPS-konsulenten arbejder tæt sammen med kandidatens psykiatriske behandlere, hvor det giver mening, og denne tværfaglige indsats bærer også en stor del af succesen. I praksis betyder det, at man danner et uformelt IPS-team, som støtter op omkring kandidaten og er med til at understøtte retning og mål.

IPS-konsulenten indgår i det ambulante psykiatriske team og står for den del af behandlingen, der har fokus på at hjælpe kandidaten tilbage på arbejdsmarkedet. IPS-konsulenten deltager i teamets møder og kommunikerer regelmæssigt med teamets øvrige medlemmer, så kandidaten får velkoordinerede og relevante tilbud om støtte.

Samarbejdet i et ambulant psykiatrisk team er en læreproces for alle medlemmer af teamet og kan bidrage til at skabe en kultur, hvor der er fokus på at støtte patienterne/kandidaterne til at komme i arbejde. Endelig kan teammedlemmerne støtte hinanden. Struktureringen af samarbejdet i et team gør, at der ikke er nogen, der oplever at arbejde alene.

Vi lægger også vægt på et tæt samarbejde med jobkonsulenter, ydelseskonsulenter, kontaktpersoner (primærbehandlere), socialrådgivere, sygeplejersker, misbrugskonsulenter, ergoterapeuter og familie, hvor det er relevant.

Psykiatrien er begejstret for IPS

IPS matcher patienternes behov og samtidig de visioner og værdier, der ligger i behandlingspsykiatrien om fx brugerinddragelse, recovery og inklusion. Her fortæller Anne Sigsgaard, ledende sygeplejerske, Lokalpsykiatri Odense om sine erfaringer med samarbejdet med IPS-konsulenter:

”En patient sagde, at det er en god kombination, at nogen hjælper mig med sygdommen og der er andre, der hjælper mig med at komme i uddannelse. (…) Det betyder meget for deres selvværd, at de er lige som andre unge og kommer ud i miljøer, hvor der ikke kun er syge unge. (…) Afstigmatiseringen er væsentlig for dem.”

”Vores patient havde i virkeligheden mange symptomer og var ret dårlig (…) faktisk var han svært psykotisk. Men han insisterede på, at han godt kunne tænke sig at læse på universitetet. (…) og han blev mere og mere samlet og apsykotisk. Han kom så ud og fik nogle kurser (…) Det endte med, at han er kommet ind og flytter nu til byen for at læse.”

Interesseret i at høre med om vores tilbud til jobcentre om IPS-forløb? Ring på tlf. 51 90 56 06 eller send en mail til This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Hold dig opdateret om IPS - klik her

Følg med i nyt om IPS og

Human Recovery

 

Luk