Med tillid og gensidig respekt kommer man langt

VVS En Gros mener, at man som virksomhed har pligt til at hjælpe mennesker med at få et arbejde, hvis man har mulighed for det. Derfor sagde indehaver Steffen Larsen Smidt ja til at få IPS-kandidaten Martin i virksomhedspraktik. Martin har nu arbejdet i virksomheden et år og er netop blevet ansat i fleksjob. Her fortæller Steffen om IPS-forløbet fra virksomhedens perspektiv.

IPS-konsulent Gyda kontaktede Steffen Larsen Smidt fra VVS En Gros med henblik på at få IPS-kandidaten Martin i virksomhedspraktik. Det primære formål var at få Martin op i timer. ”Jeg sagde ja til at få Martin i praktik, først og fremmest fordi jeg synes, man som virksomhed har pligt til at prøve at hjælpe det, man har mulighed for – hjælpe folk med at få et arbejde og få så godt et liv som muligt. Når det er sagt, så har man vel altid lidt betænkeligheder, for man ved ikke, hvad der er for en person, man får ind. Men her var IPS-konsulentens tilgang og opstarten afgørende: Vores indledende samtaler forløb på en god måde, så jeg tænkte, at det her kan godt lykkes,” fortæller Steffen Larsen Smidt.

Forberedelse og oplysning er afgørende for succes

Opstarten har meget at sige i forhold til, hvordan et IPS-forløb udvikler sig. Steffen beskriver det sådan: ”IPS-konsulenten er Martins højre hånd, og det er fantastisk vigtigt, at der er en, der sætter dig som arbejdsgiver ind i, hvad det er for en person, du får ind i virksomheden. Der skiller IPS sig ud, oplever jeg. Forberedelsen inden praktikopstarten var rigtig god: Jeg vidste, hvad Martins baggrund var og kunne tage hensyn til den, for jeg lærte Martin at kende, før jeg mødte ham. En af de vigtigste nøgler er oplysning – både til kandidaten og virksomheden, så man ved, hvad man siger ja til. Det betyder, at begge parter er klædt på, og man kommer godt fra start, fordi ingen står på helt bar bund, når man mødes første dag. Hvis man bare kaster sig ud i det uden forberedelse, går det galt, og det gælder begge veje.”

Mødet med IPS-kandidaten og forløbets udvikling

Da Steffen mødte Martin, oplevede han ham som en meget stille og forsigtig person, der havde brug for at få bygget selvtillid op, og som skulle have lov til at se virksomheden an. Martin gemte sig lidt i starten, for han havde en frygt for, hvad det var for nogen, han skulle arbejde sammen med. Steffen mødte Martin med tillid og respekt. Og netop tillid og gensidig respekt for hinanden er ord, som Steffen nævner igen og igen, når han fortæller om IPS-forløbet og reflekterer over, hvorfor det blev så stor en succes:

”Stille og roligt begyndte vi at tale om forskellige ting, om livet etc. I dag kan vi i bund og grund tale om alt, og nu deltager Martin aktivt i vores daglige møder. Det er rigtig fedt at se, hvordan en person kan udvikle sig på kort tid – og det skyldes tillid og respekt for hinanden, for ellers åbner man ikke op. Martin er intelligent og arbejdsom, men hvis man ikke får vist tillid og lidt ros og guiding, så skubber man bare personen længere og længere væk.

Jeg er heldig stillet, idet jeg har nogle søde gutter ansat, som alle har hjulpet i forhold til Martin. Det er en kæmpe hjælp for mig, at der er flere, der melder sig ind, så jeg ikke står med det hele alene. Det har fungeret super fint, og de synes godt om Martin, så stor cadeau til mit personale. Og gudskelov giver Martin også udtryk for, at han er glad for at være her - det er vigtigt for os at høre, og at han tør sige det.

Han er en del af teamet, og ikke en, der hænger om ryggen på en, og det er kommet af, at vi ikke har overbelastet ham, men ladet ham opbygge et arbejdsområde, der kunne være sjovt for ham. Vi har fra starten erkendt, at det er en person, der skal starte stille og roligt op, og vi har sørget for at få det sociale bygget op først, og først derefter set på arbejdsopgaverne. Når det sociale er på plads, er det nemmere for kandidaten at bede sine kolleger om hjælp. 

Forløbet har været uroligt positivt, Martin har rykket sig helt enormt, han arbejder rigtig fint i dag og er stærkt selvkørende. Derfor har jeg også sagt ja til, at Martin kan blive ansat i fleksjob her, for jeg kan se nogle muligheder for, at vi kan bygge mere på. At vi kan bygge videre på den positive udvikling.”

Hvorfor ansætte en IPS-kandidat?

”Tror man, at man kan få en arbejdskraft, man kan udnytte, så kan man glemme det. For mig handler det om at bygge noget selvtillid op for en person, som ikke tror på sig selv. Og det kan være svært, når man har nogle psykiske skavanker. Her er det vigtigt, at der er nogen, der tror, man kan.

Udgangspunktet var, at jeg havde nogle arbejdsopgaver, som skulle løses og som måske passede til denne her person: Det kunne spare mig selv for noget tid og jeg kunne løfte en person op til at være en del af samfundet. Først handler det om, at IPS-kandidaten skal få det godt. Når det er sket, kan man som virksomhed også få noget ud af det på bundlinjen,” slutter Steffen Larsen Smidt.


Råd til virksomheder

  • Sørg for grundig forberedelse inden første møde med kandidaten.
  • Prioriter en stille og rolig opstart i kandidatens tempo og fokuser på det sociale såvel som på opgaverne.
  • Skab tryghed omkring kandidaten og inkluder ham som en del af teamet.
  • Tag hensyn til kandidatens særlige behov.
  • Mød kandidaten med tillid og respekt.
  • Både kandidat og virksomhed vinder ved det rette Job Match.

Vil du høre mere om Human Recoverys IPS-forløb? Ring på tlf. 51 90 56 06 eller send en mail til This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Hold dig opdateret om IPS - klik her

Følg med i nyt om IPS og

Human Recovery

 

Luk