Martins drømmejob opstod uventet

Før IPS-forløbet havde Martin på 37 år aldrig været ansat et sted i mere end et par uger ad gangen. På grund af sin ADHD havde han svært ved at fastholde et job og var nu på et ressourceforløb med udsigt til førtidspension. Et fremtidsscenarie han bestemt ikke var glad for, for han ville gerne have et arbejde. Her fortæller Martin sin IPS-historie.

”Den største forskel på før og efter IPS-forløbet er, at nu lever jeg igen. Så kort kan jeg sige det. Jeg får handlet, laver mad og holder mit hjem rent, jeg har mere overskud og selvtillid – nu har jeg noget at stå op til. Og så siger min datter, at jeg er blevet så glad,” fortæller Martin.

Mange år i en håbløs situation

Martins erfaring med arbejdslivet var næsten ikkeeksisterende, da han begyndte på IPS-forløbet. Den begrænsede sig til få uger ad gangen på forskellige arbejdspladser og på kommunale aktiveringssteder. De almindelige stillinger kunne han ikke passe pga. sin ADHD, og på aktiveringsstederne følte han sig malplaceret mellem mennesker, der ifølge Martin havde en helt anden holdning til livet og ikke gad arbejde. De seneste seks år havde han gået hjemme pga. problemer med at finde en ADHD-medicin, der virkede. Efter 1½ år i ressourceforløb kom Martin på et IPS-forløb, og fik Gyda som sin IPS-konsulent.

Med IPS gik det stærkt

Martin fortæller om IPS og sin konsulent: ”Gyda udviste et stort engagement i mig, og hun var lynhurtigt ude. Du hun kom ind i billedet, gik det stærkt. Inden da havde kommunen fundet steder til mig, som jeg ikke følte, jeg havde noget tilfælles med, så der skete intet de først 1½ år.

Jeg ville gerne finde et arbejde på fx et museum, bibliotek eller noget andet lidt sofistikeret. Gyda tog kontakt dem, men vi fandt ud af, at de havde behov for flere timer, end jeg kunne arbejde på det tidspunkt. Da hun foreslog, at jeg kom i praktik hos VVS En Gros, tænkte jeg, at det ikke lige var mig. Men fordi det skulle være midlertidigt og et trinbræt til at komme op i timer, sagde jeg ja til at starte der.”

Det uventede drømmejob

Det gode match, som IPS-konsulenten havde set mellem Martin og ejer af VVS En Gros, Steffen Larsen Smidt, blev afgørende for Martins udvikling: ”Jeg ville ikke væk igen. Tankerne om, at det ikke lige var mig, ændrede sig lige med det samme. Jeg blev mødt med imødekommenhed, forståelse og fleksibilitet, fx har jeg altid torsdag fri, men hvis jeg har behov for det, kan jeg skifte fridagen ud med en anden dag. Og engang havde jeg ingen telefon, som jeg også bruger som vækkeur, så jeg havde altså intet vækkeur, da kunne jeg møde, når jeg var vågnet og blive der lidt længere i den anden ende.

Her er de rigtige rammer for mig. Jeg har aldrig følt mig presset til noget hos Steffen. Jeg kan selv holde mig i gang og opsøge arbejdet selv, det er jeg blevet bedre til. Mine kolleger er rigtig søde, og jeg er så glad for at være her.”

Her kan jeg være mig selv 

I starten af praktikforløbet hos VVS En Gros støttede IPS-konsulenten Martin med samtaler om, hvordan gik det. Samtalerne blev færre og færre, for det gik jo fint. Martin siger: ”Der er ingen problemer. Jeg udvikler mig og har holdt aftalerne over al forventning. Jeg har nu været her et år, og jeg har ikke haft ret mange sygedage, kun en håndfuld. I tidligere ansættelser eller aktiveringssteder havde jeg altid flere sygedage end arbejdsdage, fordi jeg ikke var tryg ved menneskene og stederne. Det er jeg her – og som noget af det vigtigste, så kan jeg være mig selv.”

Status efter afsluttet IPS-forløb

Et år efter, Martin startede i sit IPS-forløb, har han fået bevilget fleksjob. Det betyder, at han er ansat i fleksjob hos VVS En Gros, der hellere end gerne ville beholde ham på arbejdspladsen. Martin er tydeligt glad for, at det nu ikke er en førtidspension, der ligger og lurer om hjørnet, men en helt anden lys fremtid: ”Det kan ikke blive bedre. Jeg har fået min julegave.”

Samtidig er Martin ved at lære at leve uden sin ADHD-medicin, og fortæller, at arbejdet hos Steffen også hjælper ham rigtig meget i den proces.


IPS-essensen i casen

  • IPS-konsulenten lytter til kandidatens ønsker.
  • Det rette Job Match er afgørende for, at kandidaten får en succesoplevelse.
  • Place, then train – ud i praktik så hurtigt som muligt.
  • Der skal tages de nødvendige skånehensyn til kandidaten.
  • Når kandidaten først er i job, får han det psykisk bedre.
  • Kandidaten skal være tryg i rammerne.

Vil du høre mere om Human Recoverys IPS-forløb? Ring på tlf. 51 90 56 06 eller send en mail til This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Hold dig opdateret om IPS - klik her

Følg med i nyt om IPS og

Human Recovery

 

Luk